Nyhed

Lun på Ord tilbage med flot program

Gratis festival 17. og 18. juni på Værløse Bibliotek og i Galaksen

Når borgmester Ole Bondo Christensen for syvende gang ”klipper snoren” til ordfestivalen Lun på Ord fredag 17. juni kl. 14, sker det helt usædvanligt på en sommerdag. Januar måned er ellers den normale festivalmåned, men hele to gange har arrangørerne Furesø Bibliotekerne og Galaksen været nødt til at udsætte pga pandemien.

Læselysten er dog på ingen måde blevet pakket væk i den forløbne tid, og både de deltagende forfattere og de mange gæster kan se frem til endelig at møde hinanden omkring sommerlune ord.

Biblioteket og Galaksen har sammensat et program under temaet Tro, håb og kærlighed og er stolte over, at forfatter Merete Pryds Helle, der har rod i Værløse, med stor velvilje har påtaget sig at skrive en åbningstale, der sætter lys på de gamle værdier.

Forfatternes ord

Det er et stærkt program på Lun på ord, hvor provst Rebecca Rudd fortolker tro og kærlighed med forfatter  Josefine Klougart gennem romanen ’Vi kunne få alt’. Sammen med Helle Vincentz fortæller Lotte Kaa Andersen om arbejdet med ’Den inderste kerne’ om forskeren Inge Lehmans tro på sig selv i en mandsdomineret forskningsverden. Jesper Stein fortæller i ’Rampen’ om kærlighed til forældre og til litteraturen – og om at miste håbet og finde det igen, og Martin Riel fortæller sammen med Marie Brixtofte om at vokse op med periodevis kærlighed i Farum. Man kan også møde den populære krimiforfatter Anna Grue og romandebutanterne Karima Bouylud og Rachel Röst. Mich Vraa fortæller om ’Pigen fra det store hvide skib’ – en historie om Jutlandia, som både rummer kærlighed og håb.

Ord der synges

Traditionen foreskriver fællessang ved åbningen, og den står sangerinde Pernille Petersson for. Senere fredag aften kan man møde Præsten, Pianisten og Popsangerinden til fællessang og kloge præsteord knyttet til festivaltemaet. Bag de tre P’er gemmer sig trekløveret, som frem til 2021 stod bag en række velbesøgte og meget populære fællessangsgudstjenester med popmusik i Natkirken på Strøget.

Senere fredag aften er der livekoncert og fortælling med ’En beatfortælling’.
Lørdagen afsluttes med besøg af musiker og sanger Claus Hempler, der taler om sin sangskrivning og glæde ved bøger – og giver et par numre fra albummet der indbragte ham Dan Turèll Medaljen i 2021

Også for børn

Lørdagen byder også på masser af festivaloplevelser, bingo, woop og forskellige krea-workshops for børnene. De kan høre biolog Anders Kofoed fortælle om menneskedyret, grine med forfatter Casper Grundtvig – og så kommer Sallys fædre på besøg: Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen, som står bag de højtelskede bøger om ’Sallys far’.

Unge digtere fra Furesø Ungdomsskoles Forfatterskole giver smagsprøver på deres digterevner, og UngeMusicalholdet synger numre fra årets succesrige opførelse af Grease.

Fællesskab og inspiration

Lun på ord er for alle, og den er gjort af mange. Biblioteket og Galaksen nyder stor glæde af den voksende interesse for festivalen, og både Ungdomsskolen, Ungekulturhuset, Immigrantmuseet, Billedskolen og lokale borgere og forfattere har sat et mærke på programmet. Og mange frivillige har hjulpet med at dele programmer ud. Som sædvanlig er deltagelse i festivalen gratis, alle er velkomne, og i år kræves ikke billetter på forhånd. Både de lokale og udenbys gæster kan roligt sætte tid af uden at frygte at gå sukkerkold, for caféen i Galaksen vil have åbent under hele festivalen

Hele programmet kan ses på furbib.dk og ligger til uddeling forskellige steder i Furesø.

Kontakt

Furesø Bibliotekerne

Farum
Tlf. 7235 4585

Hareskov
Tlf. 7235 4670

Værløse
Tlf. 7235 4635

Kulturhuset Galaksen

Bymidten 48
3500  Værløse
Tlf.: 7235 4720
E-mail: info@galaksen.dk