Budgetforslagene vedrørende budget 2010 har været i høring fra den 21. august til den 3. september. kl. 12.
Nedenfor finder du en oversigt over alle de budgetforslag (opdelt efter fagudvalg), der har været sendt i høring fra den 21. august til den 3. september. Det fremgår øverst på den enkelte side, om der er tale om et drifts- eller anlægsforslag. Du finder også kommunens totalbudget fra 1.behandlingen af budgettet og en oversigt over de samlede bevillinger og 2 procents besparelser fordelt på udvalg.
Baggrunden for besparelserne
Nødvendigheden i at spare skyldes primært, at den samfundsøkonomiske krise påvirker kommunens økonomi på en lang række områder. En konsekvens heraf er, at salgsindtægter helt er taget ud af budgettet, da disse indtægter er for usikre. Desuden viser forskellige analyser af sammenlignelige kommuner, at vi på visse områder har et højere serviceniveau. Derfor er hensigten, at vi bringer servicen på niveau med de øvrige kommuner. Budgetforslagene er udarbejdet på baggrund af, at kommunen skal spare ca. 39 mio. kr årligt på driften i 2010 og i overslagsårene. Økonomiudvalget har bedt alle fagudvalgene om at spare 2 % af deres driftsbudgetter i 2010 og tillagt 2,5 mio. kr., som Økonomiudvalget besluttede, der skal spares på administrationen som opfølgning på Rambøll Managements analyse af administrationen. Disse besparelser finder vi på forskellige måder.
På en række udvalgsområder har der ikke været fremlagt nok reduktionsforslag til at opfylde målsætningen om besparelser på 2 % på udvalgenes driftsbudgetter. Der vil i den videre budgetproces blive arbejdet videre med forslag til besparelser m.v., således at det af Økonomiudvalget udmeldte sparekrav opnås.
Ud over budgetforslagene nedenfor er der på Økonomiudvalgets område foreslået besparelser for netto ca. 8 mio. kr. i 2010 og 8,2 mio. kr. årligt i overslagsårene. Økonomiudvalget har besluttet, at disse budgetforslag ikke sendes i høring, da de vedrører interne forhold i administrationen.