Administrationen
På administrationsområdet er der i budget 2010 indlagt en række besparelser, hvoraf 7 mio. kr. er udmøntet i en direkte personalereduktion i sekretariater og forvaltninger. Besparelserne skal sikre, at kommunens samlede organisation til stadighed arbejder effektivt og med mindst muligt ressourceforbrug. I besparelserne indgår også besparelser på administrationsbygninger, reduktion af bespisning ved byrådsmøder, reduktion af udgifterne til rådhusenes kantiner, reduktion af udgifter til byrådets drift m.v.
I budgettet er der afsat midler til oprettelse af en ny særlig kontrolenhed, der skal øge kommunens indsats mod socialt bedrageri. Der er som følge heraf indlagt en forventet besparelse i budgettet af denne indsats.
Derudover er der afsat en mindre pulje til kompetenceudvikling og efteruddannelse, der udmøntes i takt med at de opstillede rationaliseringsmål i samarbejde med de faglige organisationer.
Børneområdet
På børneområdet afsættes der i det nye budget midler til en udvidelse af den særlige indsats i Farum Midtpunkt, men ellers er børneområdet stort set friholdt for besparelser.
Skole- og fritidshjemsområdet
På skole- og fritidshjemsområdet er det med budgetforliget sikret, at Skolelandbruget bevares. Derudover er der afsat midler til nye aktiviteter, der skal gøre det sjovere at være ung i Furesø Kommune.
Kultur-, idræts- og fritidsområdet
På kultur- og idrætsområdet er der i det nye budget afsat midler til prioritering af en række konkrete initiativer på kulturområdet, herunder bl.a. øget tilskud til Skovhuset og Farum Kulturhus, oprettelse af en skole for kunst, arkitektur og design på Skovhuset, fortsættelse af det eksisterende tilbud til borgerne i Farum Svømmehal og ny aftale om Bådfarten fra 2010.
Beskæftigelsesområdet
Her er der fundet besparelser for 2,8 mio. kr. årligt fra 2010 ved at optimere beskæftigelsesindsatsen og i forhold til de korte sygedagpengeforløb.
Social- og sundhedsområdet
På social- og sundhedsområdet er der blevet plads til en række udvidelser. Der er tale om en opnormering af eksisterende dagtilbud på aktivitetscenter Lillevang og en udvidelse af genoptræningspladser på Plejecenter Lillevang. Dertil kommer øgede udgifter til demente.
Miljø- og Teknikområdet
På miljø- og teknikområdet er der en række besparelser på bygningsvedligehold, vejområdet, pasningsudgifter af grønne områder, snerydning, Materielgården m.v.
Til gengæld er der afsat midler til en øget indsats på energiområdet, ligesom der er afsat midler til en række klima,- energi- og miljøprojekter.
Se også, hvilke anlægsinvesteringer, der sættes i gang som følge af forliget om Budget 2010-2013.