Nominerede til Talentpris 2018

For 8. gang uddeler Furesø Kommune Talentprisen for unge, der har markeret sig indenfor idræt eller kultur. Seks unge kandidater er blevet valgt af dommerkomiteen. Frem til 18. maj kl. 12 kan du pege på en af de unge talenter. Du skal blot udfylde formularen nederst på siden.

De seks nominerede til Talentprisen 2018; Øverst fra Venstre Marie Klint Nielsen, Klara Blauenfeldt, Nikolaj Nording-Grooss, Alexandra K. Høyer, 'Team Octavia' og Gustav Ostenfeld Frøjk.

 

 Kandidat  Navn og indstiller
Marie Klint Nielsen

Marie Klint Nielsen
Skiklubben Hareskov

Marie er 15 år og har dyrket alpint skiløb siden hun som 7-årig deltog i Skiteam Hareskovs træningstur i Østrig. I 2011 var hun med i sin første alpine konkurrence på Kvitfell i Norge og har siden deltaget i 8-10 træningsture om året. Takket være både talent og vedholdenhed har Marie siden 2015 været udtaget til det danske U-16 landshold. I 2017 blev hun desuden udtaget til det internationale børneløb i Andorra med 220 deltagere fra 23 nationer - og fik blandt andet en 8. plads i kombineret slalom/super-G.
Efter træningsture på gletchere i Italien og Østrig i 2017, tog Marie tre guldmedaljer ved Sjællandsmesterskaberne i år på Hafjell i Norge. Hun har gennem de seneste tre år været den bedste alpine pige i sin aldersklasse, bosiddende i Danmark.
Ved siden af sit skiløb, er Marie en meget aktiv håndboldspiller i Furesø Håndbold. Desuden er hun en glad og imødekommende pige overfor både kammerater og konkurrenter, og overfor de yngre skiløbere, som er af sted på deres første ture.

 

 Alexandra K. Høyer

 

Alexandra K. Høyer
Furesø Taekwondo Klub

Alexandra er 12 år og et passioneret taekwondotalent. Hun har i 2017 deltaget i 11 taekwondo teknik-stævner i Belgien, Tyskland, Sverige og Ungarn og vundet 13 medaljer, hvoraf ni var af guld, 3 af sølv og en af bronze. På baggrund af disse resultater blev hun udtaget til Bruttolandsholdets Talenttrup i Taekwondo Teknik.
Hun træner nu i både Furesø, Virum og Herlev for at holde sig på 15 timers træning om ugen, suppleret med løbeture. I begyndelsen af 2018 deltog hun i Europas fjerdestørste stævne i Lille, Frankrig, hvor hun fik bronze individuelt og guld i team, hvorefter hun fik sin landsholdsdebut ved Europas største stævne German Open, Hamborg. Her blev hun nummer 6 individuelt i en pulje med 42 deltagere og vandt guld i team.
Alexandras store passion for taekwondo, interesse for musik (violin), engagement i skolen og hendes store, alsidige personlighed gør hende til en rollemodel for børn og unge i hendes omgangskreds.


 Nikolaj Nording-Grooss

 

Nikolaj Nording-Grooss
Teatergruppen Syvstjernen

Nikolaj er 14 år og har deltaget i Teatergruppen Syvstjernens forestillinger siden 2014. Nikolaj mestrer skuespillets kunst på de skrå brædder, både når han er i fokus på scenen, og når han er afventende i baggrunden. Han er gennem årene blevet bedre og bedre, og er nu imponerende i sine replikker og i timingen af dem.
Nikolaj har udviklet sit talent gennem en pallette af forskellige karakterer, lige fra den hårdtslående og tungt bevæbnede agent (2014) og lillebror Osvald, der så forretningsmuligheder i alt (2015) til kontrollanten Kasketmanden Karl i 2016 med mange forskellige personligheder. I 2016 blev Nikolaj desuden udvalgt som toastmaster ved Furesøs Forenings- og Kulturfestival, hvor han udfyldte rollen perfekt.
Senest har Nikolaj spillet dødssønnen Lucifer i 2017 og detektiven Hercule Poirot i 2018 med overbevisende belgisk/fransk dialekt. Det særlige ved hans skuespil er, at han ikke blot selv leverer overbevisende præstationer, men også er opmærksom på sine medspillere og skaber flot samspil. Nikolaj har siden 3. klasse udviklet sig markant og mærkbart og hvert år leveret performance, der er helt i top.

 

 Klara Blauenfeldt

 

Klara Blauenfeldt 
Skolen for Kunst, Design & Arkitektur, Skovhuset

Klara er 15 år og har siden 5. klasse vist sit talent for billedkunst, hvor hun startede som elev på Skovhusets kunstskole i Værløse og tog fat på grafikken. I 2016 sendte Klara et grafisk værk afsted til den første "International Print Biennale for Kids" på Fyns Grafiske Værksted. Hendes tryk blev brugt som plakat til biennalen og hun blev nomineret til en præmie sin aldersgruppe.
I marts 2017 blev tre af Klaras grafiske værker udvalgt til "Vårsalon" i Rådhushallen på Københavns Rådhus, en censureret kunstudstilling for unge på 13-19 år fra Danmark og Sverige. Komiteen skulle vælge 300 blandt 3000 indsendte værker. I sommeren 2017 fik hun et grafisk portræt med på udstillingen "Portræt nu! for børn" på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
I marts 2018 prydede Klaras selvportræt atriet på Furesøs nye rådhus og vakte opsigt med sin særlige teknik og sit finurlige udtryk. Igen i år deltog hun desuden i Vårsalon med to værker, hvoraf det ene blev trykt som ferniseringskort og ses i programmet. Hun arbejder nu på igen at få værker med på Grafisk Værksteds biennale, denne gang med H. C. Andersen motiver.
Klara har særlige evner indenfor billedkunst og grafik, og hun tør modigt vise andre de tanker og følelser, hun har. Hun omsætter dem til fantastiske billeder til stor glæde og inspiration for børn, unge og voksne.

 

 Octavia

 

Team Octavia
Farum Gymnastikforening

Team Octavia består af syv piger i alderen 14-16 år, der siden 2015 har stillet op i nationale og internationale konkurrencer i Grand Prix gymnastik og AGG (Æstetisk Gruppe Gymnastik). De har arbejdet intensivt de seneste år, for at opnå deres mål og drømme. I november 2016 blev holdet udtaget af et internationalt dommerpanel til at repræsentere Danmark i aldersgruppen 12-14 år. Det gjorde de både i Estland og Finland i 2017. Samme sæson fik de to bronzemedaljer i Grand Prix Gymnastik i DK.
I 2017 rykkede de op i juniorrækken (14-16) og blev udtaget til at repræsentere Danmark i AGG. Det betyder deltagelse i EM i Estland i maj samt VM i Ungarn, juni 2018. I sæson 2017/18 har Team Octavia desuden vundet sølv og bronze i en international konkurrence i Sorø.
Holdet består af passionerede unge piger, som er store forbilleder for de yngre gymnaster i Farum Gymnastikforening, fordi de viser, hvad hårdt arbejde,  og hvad fællesskab og vilje af stål kan føre til.

Team Octavia består af Frida Pirovano, Louise Walsøe Torup, Mathilde Albæk Jessen, Nanna Lund Schaadt, Sasha Rose Bruun, Signe Lange Nielsen & Xenia Welnøe.

 Gustav Ostenfeld Frøjk

 

Gustav Ostenfeld Frøjk
Furesø Musikskole

Gustav er 12 år og har været elev på Furesø Musikskole siden 2014. Han spiller guitar og har både modtaget soloundervisning og været en fast del af et af Musikskolens rockbands, der har optrådt ved forskellige lejligheder.
Han er usædvanlig musikalsk og har en meget umiddelbar forståelse for, hvordan musikken er skruet sammen. Han kan fremføre teknisk svære stykker, uden at det lyder mekanisk og indlært. Gustav har i løbet af de få år, han har spillet sit instrument, nået et niveau, der ellers for de fleste ligger mange år ud i fremtiden. Han er ikke kun teknisk meget overlegen på instrumentet, han kan i den grad også bruge sit øre til at navigere i musikken og sin stemme som frygtløs korsanger
Der er meget langt mellem talenter som Gustav, og det er længe siden, Furesø Musikskole har haft en elev med så stort potentiale, som han har. Trods sin unge alder, spiller han allerede nu som en lille voksen - og har fået mange rosende ord med på vejen fra Ritchie Blackmores (lead guitarist i Deep Purple) egen guitartekniker. Gustav er nok det, man kan kalde et stortalent.



Sidst opdateret 22. maj 2018

Kontakt

Kultur og Idræt

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4730

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)