Super Cykel P - Ny cykelparkering i Furesø Kommune

Furesø Kommune vil gerne gøre det hurtigere og smartere at bruge alternativer til bilen. Vi laver derfor bedre forhold for parkering af cyklen ved S-tog og busser. Nyeste projekt er på Hareskov Station

 Furesøstativet



Festlig åbning af cykelparkeringen torsdag d. 28. april 2016 fra kl. 06.30

Fra kl. 6.30 blev passagerer til S-toget mødt med kaffe og croissanter ved indgangen til cykelparkeringen på Hareskov Station. Vejret holdt tørt og endda med lidt sol indimellem, men det var ikke særlig varmt, så mange var rigtig glade for en kop gourmetkaffe og en croissant.

Repræsentanter fra forsikringsselskabet Alm. Brand, Hareskov Medborgerforening, Furesø Kommune og Hitsa, producenten af Furesø cykelstativet, flokkedes med passagererne til S-toget om Café Apes festlige kaffevogn.

Snakken gik om cykelstativer, cykeltyverier, indretning af cykelparkering, adgangsforhold, tryghed ved at lade sin cykel stå på stationen.
De fleste syntes, at den nye parkering havde forbedret forholdene og at de var mere trygge ved at efterlade deres cykel nu.

Lene Munch-Petersen, medlem af byrådet og næstformand for MPT udvalget” Cykelparkeringen har forbedret cykelparkeringsforholdene, givet rigtig gode forhold for at parkere sin cykel tørt og sikkert og komme hurtigt op på perronen, uden at stationens udseende som den smukke grønne station i skoven er blevet skæmmet, det er rigtig dejligt.”.

Anders Riber Høj, næstformand i Hareskov Medborgerforening ”Medborgerforeningen har været meget glad for processen. Kommunen har lyttet til Medborgerforeningens synspunkter, især med hensyn til det æstetiske udtryk, i forhold til samling af cykelparkeringen udenfor den smukke synslinje mod skoven nedefra, fjernelse af jernrøret/cykel henkastningen langs asfaltstien, trappens udseende, samt valg af belægning/kantsten ved busskuret, som respekterer lokalplanen. Forvaltningen fortjener stor ros for processen!”

Inden kl. 8.00 var der uddelt 200 croissanter og lavet et lige så stort antal kopper kaffe, med eller uden latte. Passagerer til toget, der kom mellem 8.00 og 8.30 måtte nøjes med kaffen.

Kommunen fik også udfyldt mange spørgeskemaer, som indgår i evalueringen af projektet, idet Kommunen skal udarbejde en evalueringsrapport til Vejdirektoratet, som har støttet projektet. Men allerede nu kan det konstateres, at der er stor tilfredshed med forbedringen af cykelparkeringen, overdækningen og adgangsforholdene.

Furesøstativet
Med Furesøstativet kan du låse din cykel fast til stativet, uden selv at medbringe en kædelås. Du trækker nemlig en wire op og placerer den i din egen lås. Har du selv en kæde du vil bruge, kan du trække den igennem hullet på bagsiden af stativet. Du behøver heller ikke bruge støttefoden. Du læner bare cyklen op at stativet.

Cykelparkeringsprojektet på Hareskov Station

Furesø Kommune har anlagt et nyt cykelparkeringsanlæg på Hareskov Station. Det gamle cykelskur er nedrevet og der er opsat et nyt og større med nye Furesø cykelstativer. Det er håbet, at de nye furesøstativer øger trygheden for cyklisterne.

For at det skal være hurtigt at parkere cyklen og komme op til toget, er der etableret en ny trappe fra cykelparkeringen og direkte til togperronen.

Serviceniveauet for cyklisten øges, ved hjælp af en servicestation med cykelpumpe og cykelværksted.

Så spænd cykelskoene og træd i pedalerne til Hareskov Station næste gang du skal med toget.

Fakta:
Cykelparkeringsprojektet er støttet af Vejdirektoratet og Alm. Brand, og gennemført i samarbejde med DSB, Banedanmark, Naturstyrelsen og Hareskov Medborgerforening.

 

Sidst opdateret 29. april 2016

Kontakt

Center for By og Miljø

Plan og Byg
Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf. 7235 5420

Natur og Miljø
Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf. 7235 5325

Vej og Park
Hørmarken 2
3520 Farum
Tlf.: 7235 5355

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Find Center for By og Miljø på Krak
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.