Rollemodel for bevægelse i skolen
Formand for Sundhedsrådet Torben Hellebek fortalte skolens elever, ansatte og ledelse, hvorfor valget faldt på netop dem: "Når det nu blev Jer, der skulle have prisen, skyldes det den store indsats I har gjort for, at bevægelse ikke bare er sjovt, men også en naturlig vane. Noget der sker regelmæssigt i skoletiden."
Det er vist både herhjemme og i udlandet, at børn og unge – og for den sags skyld også voksne - opnår bedre resultater i skolen eller på arbejdet, når de får bevæget sig regelmæssigt. Søndersøskolens fokuserede arbejde med at få bevægelse ind i hverdagen, gør dem til rollemodeller for andre skoler.
"Jeres Løb og Lær-projekt, er et rigtig godt eksempel, som vi håber andre skoler kan blive inspireret af. Vi håber også, at I vil se tildelingen af sundhedsprisen som et signal til, at de idéer som ildsjæle har påbegyndt skal gøres til en fast del af skolens kultur og hverdag," siger Torben Hellebæk.
Løb og lær endnu bedre
Eleverne på 0. til 6. årgang på Søndersøskolen starter dagen med at løbe en tur på ca. 20 min. Når eleverne kommer tilbage efter løbeturen sidder de og fordyber sig med selvstændigt arbejde i 20 minutter. Koncentration og fokusering er så helt i top. Klasserne har valgt forskellige modeller, men alle er glade for ordningen. "Erfaringerne har været så positive, at vi valgte, at vores 9. klasser i forbindelse med terminsprøverne startede dagen med en løbetur og et bad, inden terminsprøven startede kl. 9. Og det har gav også gode resultater," siger skoleleder Kirsten Boel.
Sundhedspris - Hvem og hvordan
Enhver borger som bor i kommunen, og enhver forening, organisation eller institution, der er hjemmehørende i kommunen, kan såvel indstilles som indstille til sundhedsprisen på 10.000 kr. Send en motiveret indstilling med en kort begrundelse til Sundhedsfremmegruppen, Stiager 2, 3500 Værløse eller til sundhed@furesoe.dk i løbet af marts og april.
Prisen gives for at have taget initiativ til sundhedsfremmende tiltag eller have bidraget med en sundhedsfremmende idé, som kan komme kommunens øvrige borgere til gode. Det kan være områder som motion, sund mad eller sund levevis generelt. Prisen kan fx gives til en borger eller organisation, der har fungeret som rollemodel for andre borgere eller organisationer. Det er kommunens sundhedsråd, der afgør, hvem prisen skal gå til.
Du kan læse mere om proceduren i filen Sundhedspris herunder. Evt. spørgsmål vedrørende prisen kan rettes til Sundhedsfremmegruppen. Se kontaktoplysninger til højre.