Furesøs foreninger bliver budt op til dans

Børn der leger i naturen
Foto: Preben Bitsch
Kender Furesøs skolebørn jeres forening? Alle lokale foreninger er inviteret til et åben Skole-arrangement, hvor foreningerne i dialog med skolerne kan komme med ideer til, hvordan foreningslivet kommer tættere på skoledagen.

En mere mangfoldig og spændende skoledag for eleverne og et større kendskab til foreningslivet. Det er ønsket med åben skole-samarbejdet, som Furesø Kommune satte gang i i forbindelse med skolereformen i 2015.

Åben skole-arrangementet den 24. september er derfor blevet en årligt tilbagevendende begivenhed, som formand for Udvalg for Skole og Ungdomsuddannelser Henrik Poulsen (A) understreger vigtigheden af:

"Med et Åben Skole-samarbejde får eleverne mulighed for at lære mere om det liv, som de er ved at tage hul på. Derfor arbejder vi for at åbne skolerne ud mod en vigtig del af vores samfund; de stærke fællesskaber - foreningerne og de kulturelle institutioner," siger han.  
 
Ved Åbent Skole-arrangementet får foreningerne mulighed for at gå i direkte dialog med lærere og pædagoger og selv byde ind med foreningens ideer med henblik på at udvikle et åben skole-samarbejde. 

"Vi skal ikke bare være gode i forskellige resultatundersøgelser. Vi skal også tænke på trivsel og forberede børnene til livets mangfoldigheder - og her gælder det om at have adgang til andre kompetencer end de faglige, tilføjer Henrik Poulsen.

Foreningerne får en stand, hvor de kan præsentere deres forening og fortælle om foreningens tilbud og aktiviteter. De foreninger, som laver aftaler med skoler på dagen, kan søge kommunens Åben Skole-pulje på stedet.

Arbejdet med den åbne skole handler om at inddrage det lokale kultur- og fritidsliv i undervisningen og om at give Furesøs børn en spændende og alsidig undervisning i 'den virkelige verden'.

Åben Skole afholdes den 24. september kl. 16.30-19.00 på Furesø Rådhus. Alle foreninger i Furesø er inviteret. Tilmeldingsfrist for eventen er senest den 14. september. Læs mere om arrangementet og tilmeld din forening her furesoe.dk/aabenskoleevent

 

Kontakt

Playmaker - Åben Skole

Ida Stenum Poulsen
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7216 5187
Mail: play@furesoe.dk