Furesø Integrationsråd søger medlemmer

Valg til Integrationsrådet
Til og med den 26. januar er det muligt at stille op som kandidat til Furesø Integrationsråd og være med til at præge integrationsområdet de næste 4 år. Rådet sætter integration på dagsordenen i samspil mellem borgere, ansatte og politikere, så der er rig mulighed for at påvirke projekter og kommunens målsætninger i forhold til etniske minoriteter.

I februar vælger Furesø Byråd otte borgere, der sammen med de tre byrådspolitikere Tine Hessner (B), Lene Munch-Petersen (A) og Muhammed Bektas (A) skal sidde i kommunens integrationsråd. Opgaven er klar: Rådets medlemmer skal medvirke til, at byrådets integrationsindsats er effektiv og sammenhængende samt egnet til at fremme etnisk ligestilling. Det er en vigtig, samfundsmæssigopgave med stor politisk bevågenhed, der alene i det seneste år har resulteret i en stribe aktiviteter.

Furesø Integrationsråd arbejdede ved kommunalvalget i november 2017 blandt andet intensivt med en kampagne for at få borgere med anden etnisk baggrund end dansk til at stemme ved kommunalvalget. To sofaer turnerede rundt i kommunen med budskabet "Sidder du her og lader andre bestemme?" - ledsaget af rådsmedlemmer, der tog en valgsnak med forbipasserende. Strategien bag var at styrke mulighederne for, at alle borgere i Furesø Kommune tager et aktivt medborgerskab.

Rådet sikrede også i 2017, at 300 af kommunens udskolingselever fik mulighed for at overvære den musikalske teaterforestilling Habibi - et eventyr om identitet, forskelle og frygt. Årets forestilling kommer i stand i samarbejde med skolerne og Furesø Teaterforening og er et godt eksempel på rådets arbejde med at iværksætte og understøtte aktiviteter, der fremmer mangfoldigheden i Furesø Kommune og løfter borgernes gensidige forståelse for hinandens kulturelle baggrund.

En anden meget vigtig rolle for Integrationsrådet er at bidrage konstruktivt til at påvirke og understøtte det politiske beslutningsgrundlag. Det har givet udslag i flere høringssvar i 2017. Blandt andet i forhold til tosprogede børn og deres forældre og til kommunens Beskæftigelsesplan 2018-2019.

Hvem kan stille op? 

For at blive opstillet til Integrationsrådet, skal du:

  • bo i Furesø Kommune
  • være fyldt 18 år
  • have interesse for kommunens integrationsindsats - enten som privatperson eller som forening.

Byrådet udpeger medlemmerne til Integrationsrådet i slutningen af februar 2018. Find blanketten på furesoe.dk/integrationsraadsvalg18 til og med den 26. januar.

Mød de nuværende medlemmer

Den 18. januar stiller repræsentanter fra det nuværende integrationsråd op til spørgsmål og giver indblik i rådets opgaver ved et åbent hus-arrangement kl. 17-18 i Farum Kulturhus. Læs mere om Integrationsrådets opgaver, om opstillingen og om udpegelsen af medlemmer på www.furesoe.dk/integrationsraadsvalg18

Medlemmerne af Integrationsrådet 2014-2017

Strategi og indsatsområder

Ud over det politiske liv er flere faste arrangementer med til at præge mangfoldigheden i Furesø. Det er fx den succesfulde Farverige Furesø, der favner mangfoldighed, uddeling af årets integrationspris og den årlige teatertur for unge i slutningen af folkeskolen med fokus på mangfoldighed. 

Furesø Integrationsråd havde i 2017 seks arbejdsgrupper:

•    Etniske minoriteters deltagelse i demokratiske processer 
•    Farverige Furesø 
•    Furesø Integrationspris 
•    Afholdelse af teaterforestillingen for Furesø Kommunens skoler 
•    Indførelse af Bydelsmødre i Furesø Kommune 
•    Understøtte og fremme det politiske beslutningsgrundlag 

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål i forhold til ovenstående er du velkommen til at kontakte Mette Ertmann Palsbjørn, Integrationsrådets sekretær, mern@furesoe.dk, 7216 5277 

Kontakt

Furesø Jobcenter

Hvedemarken 3-5
3520 Farum
Tlf.: 7235 5100

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Åbningstider
Telefon og ekspedition
Mandag til onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17
Fredag kl. 10-14