Indbrudsfri jul: Sådan snyder du tyven

Mens mørket sænker sig, og familier samles om julemad og juletræ, har tyvene ekstra gode arbejdsforhold. Men Furesøs borgere giver tyvene kamp til stregen, og med et nyt samarbejde giver Bo trygt Furesø Kommune en ekstra håndsrækning til at nedbringe antallet af indbrud.

Julen er ikke kun hjerternes fest. Den er også tyvenes fest. Det er højtid for indbrud, men nu går et samlet Furesø til kamp mod indbrud – og du kan være med! 

Det gælder om at gøre tyvens arbejdsforhold så svære som muligt. Hold øje med, hvad der sker i dit lokalområde, og hils på alle, du møder. En tyv bryder sig ikke om at få opmærksomhed, for så kan han blive genkendt. Fortæl dine naboer, hvis du er bortrejst og få dem til at tømme din postkasse, smide affald i skraldespanden eller parkere bilen i din indkørsel, når du er væk. Hold også øje med hinandens boliger i hverdagen.

Sørg også for, at:

  • man ikke kan se værdigenstande gennem vinduerne. Gem fx smykker, iPads og andre værdier væk, når du ikke er hjemme.
  • låse dørene inde i huset, når du er væk over længere tid, så det er besværligt for tyven at komme rundt i huset.
  • skabe lidt liv i din bolig og have. Brug tænd/sluk-ure til lys og radio, efterlad ”rod” i haven og stuen, og lad opvask stå på køkkenbordet, så hjemmet ikke ser forladt ud.
  • trække gardiner for i soveværelset, men ikke i hele huset.
  • tilmelde dig Nabohjælp og opfordr dine naboer til at gøre det samme.

Som noget nyt er Furesø Kommune og Nordsjællands Politi gået sammen med Bo trygt, der er et initiativ fra TrygFonden og Realdania i samarbejde med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. De vil reducere antallet af indbrud i private hjem i Danmark med to tredjedele. Dermed er der kommet et nyt, ambitiøst mål på bordet: Antallet af indbrud i Furesø Kommune skal reduceres fra cirka 400 om året til 150 om året inden for 5 år. Et mål der kræver fælles fodslag og borgernes hjælp.

Borgmester, Ole Bondo Christensen (A), er stolt over, at Furesø Kommune er blevet udvalgt til at være landets første Bo trygt-kommune: ”Det er vi, fordi vi som kommune har erkendt, at indbrud i private hjem ikke kun er borgernes ansvar og ikke kun politiets. Det er vores fælles ansvar. Og fordi vi er ambitiøse i forhold til at få nedbragt antallet af indbrud. I Furesø Kommune har vi i gennemsnit over de seneste 10 år været ramt af ca. 400 indbrud om året. Det er alt for mange. Indsatsen mod indbrud skal være en folkebevægelse – og her vil Furesø gerne være med”.

Furesø er den første kommune i landet, der melder sig ind i kampen for at ødelægge tyvenes forretning og sætter et ambitiøst mål. Selvom målet ikke skulle nås fuldstændig, er det med til at sætte en retning for alle i kommunen, og det er netop det, der ifølge parterne i Bo trygt skal til, hvis indbrudskurven i Danmark skal brydes:

"Siden Bo trygts lancering i juni har vi fået mange positive reaktioner om at være med til at gøre Danmark til et mere trygt og mindre indbrudsplaget land. Med Furesø Kommunes ambitiøse og konkrete tilsagn om at være med, bringer vi forebyggelse af indbrud op i et højere gear – og det er nødvendigt, hvis vi for alvor skal komme indbruddene i Danmark til livs. Det starter lokalt og helt tæt på vores hverdag. Vi håber, at andre kommuner vil følge trop og være med”, siger Britt Wendelboe, programchef i TrygFonden og repræsentant for Bo trygt.

Gode råd til, hvordan du kan forebygge indbrud

  • Tal med dine naboer om, hvordan I kan hjælpe hinanden. Vær nysgerrige og hils på alle, der færdes i jeres kvarter 
  • Sørg for god udendørs belysning – fx lyssensor
  • Undgå høje hække og hegn, der gør det nemt at skjule sig og giver tyven arbejdsro 
  • Deltag i en tryghedsvandring, som Furesø kommune tilbyder til grundejerforeninger og beboerforeninger. Her kan I som beboere dels få tips til at sikre jeres boliger og dels få lejlighed til at samles og igangsætte fælles initiativer som fx tilmelding til Nabohjælp
  • Bestil et gratis indbrudstjek af din bolig på www.botrygt.dk 
 

Kontakt

Indbrudskoordinator

Stiager 2
3500 Værløse

Tlf. 7216 4467
E-mail: indbrud@furesoe.dk

Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.