Få Flyvestation Værløse med på mobilen – nyt formidlingstiltag fra Furesø Museer

Har du lyst til at nyde solens sidste stråler og samtidig blive klogere på Flyvestation Værløses lange og spændende historie? Så har du muligheden nu i appen Useeum.

Vidste du fx, at Flyvestation Værløse var et af de få steder, hvor der foregik regulære kamphandlinger d. 9. april 1940? Eller at paven har velsignet et lille stykke af landingsbanen? Med appen Useeum kan du høre disse og mange andre spændende historier. Hør historien om det voldsomme angreb på Flyvestation Værløse d. 9. april 1940, om flyvestationens rolle under den kolde krig, om den nervepirrende redningsaktion af det forliste skib Skagerrak i 1966 eller en af de mange andre historier, som flyvestationen har at byde på. 

Så tag familien under armen og besøg Flyvestation Værløse. Når I går rundt i det store smukke område, får I samtidig serveret alle historierne direkte på mobilen. Hvorfor ser de små flyshelters ud, som de gør? Hvor lang er landingsbanen egentlig? Og hvad gemte der sig bare de enorme blå hangarer før i tiden?  Det må I ud og udforske!

Ruten kan følges kronologisk, eller som man nu selv synes. Da det er en meget lang rute, kan man jo passende tage cyklerne og en madpakke med.

Appen Useeum kan hentes i App Store eller Google Play. Når du har hentet appen, åbner du Flyvestation Værløses afsnit, hvor der er et kort over området med nummererede poster. Og så er det bare med at komme hen til posterne. Når du har fundet stedet, trykker du blot på postens titel på kortet, og så begynder historien at afspille. 

Rigtig god jagt til alle og husk at slå GPS’en til på jeres mobil.

 

Kontakt

Furesø Museer

Stavnsholtvej 3
3520 Farum
Tlf.: 7235 6100
Hjemmeside: furesoemuseer.dk

Find Furesø museer på Krak

Relevante links