Furesø fortsat Nordsjællands mest erhvervsvenlige kommune

DI's årlige erhvervsklimaundersøgelse viser for femte år i træk, at Furesø ligger i top i Nordsjælland, når virksomhederne skal bedømme erhvervsvenligheden i deres lokale kommune.

På den samlede liste over alle landets kommuner er Furesø dalet 19 pladser. Den samlede bedømmelse fra Furesø virksomhederne ligger dog på niveau som sidste år, hvilket formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, Preben Sandberg Petterson (A) hæfter sig ved.

"Vi har de sidste mange år arbejdet på at skabe et godt erhvervsklima her i Furesø, og jeg er glad for, at vi stadig har førertrøjen på her i Nordsjælland. Der er selvfølgelig stadig nogle ting vi kan forbedre, hvilket undersøgelsen viser, og det vil vi se på sammen med vores samarbejdspartnere i det lokale erhvervsliv," fortæller Preben Sandberg Petterson.

Virksomhederne er blevet spurgt til hvad kommunen bør prioritere højest, hvis den skal styrke virksomhedernes vækstmuligheder. De tre vigtigste emner er henholdsvis infrastruktur/transport, arbejdskraft og skatter/afgifter. Alle tre emner scorer Furesø flot på i undersøgelsen. Ligesom det er lykkedes for Furesø at fastholde sidste års placering som højdespringer, når det kommer til jobcentrets service overfor virksomhederne.

Et emne, hvor Furesø har klaret sig mindre godt ifølge virksomhederne er brugen af private leverandører. Et emne som dog kun lidt over 5 procent af Furesøs virksomheder, anser som vigtigt, og hvis man ser på omfanget af konkurrenceudsættelse, så er niveauet steget det seneste år. Den dårlige vurdering overrasker også den lokale formand for Furesø Industri, Solveig Bisgaard.

"Furesø Industri har i mange år påpeget, at Furesø kommune i højere grad bør købe lokalt. Nu ser det endelig ud til at der sker noget. Vi har i et stykke tid samarbejdet med kommunen i en taskforce, hvor vi peger på en række initiativer, der skal forbedre udbud og indkøb hos lokale leverandører. De anbefalinger skal vi nu til at realisere i et fortsat samarbejde, så jeg håber vi næste år kan se et resultat af det arbejde," fortæller Solveig Bisgaard.

Et andet emne, der bliver bedømt negativt er dialogen mellem erhvervsliv og kommunens embedsmænd og politikere. Mikael Boutrup, der er formand for Furesø Erhvervsforening, er ligeledes overrasket over den bedømmelse.

"Vi har et meget veludviklet samarbejde med Furesø Kommune. Det gælder både politikere og embedsmænd. Det gælder ikke kun i de formelle fora som vores Erhvervskontaktudvalg, men vi ser også tit at kommunen er aktiv i afholdelsen af netværksmøder og mere uformelle møder ude i virksomhederne. Det sætter jeg stor pris på. Jeg ser i virkeligheden gerne, at mange virksomheder selv får øjnene op for, at de også skal være opsøgende overfor kommunen," slutter Mikael Boutrup.

Kontakt

Center for Styring og Udvikling

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)