Bliv verdensmester i at finde vej

I starten af september 2017 lander FuresøKortet i alle postkasser på tværs af kommunen. Farum Orienteringsklub står bag kortet, der giver borgerne utallige muligheder for at gå på opdagelse i det lokale natur- og bymiljø.

I juli 2018 lægger op mod 4.000 orienteringsløbere vejen gennem Furesø i forbindelse med World Master Orienteering Championships, som afholdes med stævnecenter ved Farum Arena. I den anledning udgiver Farum Orienteringsklub et professionelt orienteringskort.

FuresøKortet er for alle

"Vi vil gerne give Furesøs borgere de bedste muligheder for at opleve Furesø på egen hånd," fortæller Peter Reinholdt fra Farum Orienteringsklub og bemærker, at kortet også omfatter de tilstødende skove Ganløse Ore, Nyvang og Terkelskov. Kortet kan anvendes til orientering, men også til gå- og løbeture samt særlige udflugtsmål. 

"Skolerne kan også bruge kortet i undervisningen. FuresøKortet er tegnet som et orienteringskort, og dermed er det mere detaljeret og præcist end almindelige kort.  Det kan undervise vores elever i kommunens detaljerigdom og ikke mindst i orientering – hvordan man læser og følger et kort," afslutter Peter Reinholdt.

Kortet er tegnet af frivillige hænder

FuresøKortet husstandsomdeles til samtlige husstande og private erhverv i Furesø Kommune i uge 36. "Jeg er meget glad og taknemmelig for, at Farum Orienteringsklub har brugt hundredvis af frivillige timer på "Furesøkortet", der viser, hvordan man gå på oplevelser i vores smukke kommune. Alle Furesøborgere kan nu gå på opdagelse i kortet og bruge det som inspiration til at finde nye naturområder og spændende byrum i kommunen," siger borgmester Ole Bondo Christensen (A).

Kom med ud under åben himmel

"I Furesø har vi en tårnhøj naturkapital. Der findes altså naturoplevelser, som alle kan tage del i," siger formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Helle Katrine Møller (R). "Det gode ved naturen er blandt meget andet, at den altid har åbent. Jeg håber, at både børnefamilier, vandrere og løbere vil tage kortet i brug for at komme ud og lære Furesø bedre at kende – eller lægge kortet på spisebordet og samle familien for at lære byen at kende fra en ny vinkel," afslutter hun. 

Find inspiration på furesoekortet.dk 

furesoekortet.dk kan du frit downloade udsnit af kortet med forslag til løbe- eller vandreture i Furesø, som løbende vil blive opdateret og udbygget med opgaver og konkurrencer frem imod WM til næste sommer.

Det er også muligt at købe ekstra kort som en plakat til ophæng til 50 kr. stk. Via www.furesoekortet.dk finder du et link, hvor du kan bestille plakaten, som du efter aftale kan afhente på en kommunal institution.

Om FuresøKortet

FuresøKortet er et samarbejde mellem Furesø Kommune, Farum Orienteringsklub, Orienteringsklubben Skærmen og Furesø Avis om at give kommunens borgere bedre mulighed for at inspirere til nye udflugtsmål og finde vej i Furesøs natur.

 

Kontakt

Kultur og Idræt

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4730

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)


Ole Bondo Christensen

Fuglsangpark 14
3520  Farum
Mobil: 7216 5200
E-mail: borgmester@furesoe.dk

Helle Katrine Møller

Gruppeformand for Det Radikale Venstre

Humlehaven 15
3520 Farum
Mobil: 6075 8010
E-mail: hellekat@gmail.com