Rudersdal og Furesø går sammen om ny 10. klasse

Collage, elever på Egeskolens 10. klasse
Fra sommeren 2017 kan unge i Rudersdal vælge en ny og mere erhvervsrettet 10. klasse på 'Campus Furesø' i Farum.

De sidste år har der været faldende elevtal i kommunens 10. klassestilbud på Toftevangskolen i Birkerød. Politikerne har gennem flere år ønsket at tilbyde et bedre og bredere 10. klassestilbud, hvor de unge både kan orientere sig mod en erhvervsuddannelse og en gymnasieuddannelse. Løsningen er blevet et tværkommunalt samarbejde med Furesø Kommune.

"Vores ambition er at skabe et attraktivt og lærerigt unge- og uddannelsesmiljø med større synergi mellem erhvervsskole- og 10.klassetilbuddet, erhvervslivet og andre nuværende og kommende uddannelsesmuligheder. Resultatet er et samarbejde med Furesø Kommune, hvor vi i fællesskab har sat rammerne for en bedre og mere erhvervsrettet 10. klasse", siger udvalgsformand i Rudersdal Randi Mondorf og fortsætter:

"Vi ønsker en høj kvalitet i tilbuddene til vores unge, tilbud der investerer i de unges fremtid, så så mange som muligt gennemfører en ungdomsuddannelse eller erhvervsuddannelse - og det er vi sikre på, at vi får ved samarbejdet med vores nabokommune", siger Randi Mondorf.

Større interesse for erhvervsuddannelserne

Selvom tallene viser, at mange vælger at gå direkte i gymnasiet efter 9. klasse, så er der også en tydelig interesse for erhvervsuddannelserne hos resten af de unge, der skal vælge en ungdomsuddannelse. Det nye fælles tilbud, Campus Furesø, er tæt knyttet til erhvervsskolerne og de unge kan fx på den erhvervsrettede 10. klasse (EUD10forløb) prøve af, om en erhvervsuddannelse er noget for dem.

"I Furesø ser vi store muligheder i at samle elever fra flere kommuners 10. klasse-elever i ét stort, unikt tilbud, hvor bl.a. erhvervsskolerne er med. Det betyder, at man kan snuse til alternativer til det ellers så ofte valgte almene gymnasium, der bliver mulighed for tværgående projekter, og så bliver alle elever i den almindelige 10. klasse og i erhvervsskolernes tilbud en del af ét stort fællesskab om fester, rejser, idrætsdage osv. Vi glæder os meget til at byde Rudersdals 10. klasse-elever velkommen til august 2017", siger Henrik Poulsen, formand for Børne- og Skoleudvalget i Furesø Kommune.

Efter en høringsperiode i november og december, hvor der bl.a. er stillet spørgsmål til skoleafstand og økonomi, vedtog Børne- og Skoleudvalget på mødet onsdag, at 10. klassestilbuddet på Toftevangsskolen ophører fra skoleåret 2017-2018. Alle elever kan fortsat frit vælge, hvilket 10. klasses tilbud, de ønsker at benytte i de omkringliggende kommuner. Alle elever, der søger 10. klasse på Campus Furesø er sikret optagelse.

Campus Furesø ligger i de lokaler, som tidligere husede Bybækskolen i Farum. Campus ligger i gåafstand fra Farum Station og tæt på busrute 500S, som kører fra Kokkedal over Birkerød til Farum. Afstanden fra fx Birkerød er ca. 6 km.

26. januar 2017 kl. 19-21: Uddannelsesaften om 10. klasse og Furesø Erhvervsuddannelser (erhvervsrettet 10. klasse), Egeskolen, Jonstrupvangvej 150 D, Værløse

Læs mere på www.furesoe.dk/ungdomsuddannelser




Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.