Innovativt samarbejde skaber kvalitet i den åbne skole

FIP, finalen
De tre vindere fra Stavnsholtskolen og Ole Palmå, adm. direktør for FC Nordsjælland
Farum Arena emmede af store tanker og nyskabelser, da Furesøs 7. klasses-elever den 3. februar bandt sløjfe på fire ugers intensivt og innovativt forløb. Furesø Innovationsprojekt blev afsluttet med et brag af en finale, og vinderne gjorde sig særligt bemærket med deres app, som skaber fællesskab i både den virtuelle og virkelige verden.

Det er andet år i træk, at furesøelever på hele 7. årgang deltager i Furesø Innovationsprojekt. Siden starten af januar har de ca. 450 unge arbejdet med cases, der i dén grad har krævet nytænkning, og som i år blev stillet af fire lokale virksomheder; Falck, FC Nordsjælland, Rokkedyssegård og Filmstationen. Nøgleordene i projektet er det 21. århundredes kompetencer, eksempelvis samarbejde, it-anvendelse, innovation, problemløsning og kommunikation. Formålet er, at klæde eleverne på til fremtidens arbejdsmarked, og at sikre ejerskab hos lærere og elever om at få it og innovation på skoleskemaet.

På tværs af folkeskole og erhvervsliv

Der ligger et stort forarbejde bag årets innovationsprojekt. Siden efteråret 2016 er der blevet arbejdet fokuseret på at skabe dialog mellem virksomheder, lærere og elever for at sikre, at alle parter fik et godt udbytte af samarbejdet.

”Dialogen har været kendetegnet ved, at samarbejde er blevet til samskabelse. De fire cases og vejen hen til målet har løbende ændret sig og er blevet skåret til i samarbejde mellem virksomheder, lærere og elever,” forklarer Tobias Smith, som er it-pædagogisk konsulent på skoleområdet.

”Furesø Innovationsprojekt sætter rammen om et værdifuldt samarbejde mellem vores folkeskoler og det lokale erhvervsliv. Projektet ligger i forlængelse af vores strategi om, at eleverne skal møde virkeligheden i skolen. Det er vigtigt for den åbne skole og for de unges fremtid på jobmarkedet, at vi samarbejder på tværs,” supplerer Henrik Poulsen (A), formand for Børne- og Skoleudvalget.

Og vinderne blev…

I den skarpe konkurrence var idérigdom og innovation ikke nok. Eleverne blev også vurderet på deres evne til at samarbejde og til at formidle deres løsningsforslag. Det var ikke nemt at udpege ét vinderhold, men Andreas Kristiansen, Antoni Giakovits og Casper Johansen fra 7. c på Stavnsholtskolen havde lige dét ekstra, der gjorde, at de kunne tage den flotte pokal med hjem. De tre drenge havde arbejdet med FC Nordsjællands case, og juryen var enige om, at blandingen af super tjekket it-brug, koblet med fokus på at skabe et socialt fællesskab var spot on i forhold til FC Nordsjællands udfordring med at få flere unge på stadion til FCNs kampe.

”Det er nogle flotte løsninger, vi har set i dag. Andreas, Antoni og Casper havde en super innovativ, gennemtænkt og realiserbar løsning på vores udfordring, og de er inviteret til at præsentere deres løsning for FCNs ledelse,” sagde Ole Palmå, adm. direktør for FC Nordsjælland, efter præmieoverrækkelsen.

”Jeg er meget imponeret over de unges evner til at forstå og fortolke virksomhedernes problemstillinger og ikke mindst deres evner til i samarbejde at skabe løsninger, som virksomhederne gerne vil arbejde videre med,” siger Henrik Poulsen, som var formand for dommerjuryen.

Dommerjuryen bestod desuden af Preben Sandberg Petterson (A), formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, direktørerne fra de fire virksomheder, samt repræsentanter fra STIL (Styrelsen for It og Læring) og UCC. Og ikke mindst sidste års vindere af FIP fra Solvangskolen.

Vinderholdet deltager DM i C.R.A.F.T. (digitale skills) i Bella Centeret i uge 9 og bliver en del af næste års dommerjury.

Se flere billeder fra dagen på Instagram, søg efter @furesoefip

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skole

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Henrik Poulsen

Stenvadpark 12
3520 Farum
E-mail: hpo@furesoe.dk
Tlf.: 7216 5008