Biblioteket i Farum Kulturhus justerer på designet

Kulturhusets brugere har set på, hvordan man kan skabe en god sammenhæng mellem bibliotekets velkomstområde og resten af huset. Sammen har de fundet en designløsning, der i højere grad understøtter hele kulturhusets æstetiske udtryk. Arbejdet starter efter vinterferien.

I Furesø markerede årsskiftet åbningen af selvbetjente biblioteker i Farum og Værløse, hvor man selv lukker sig ind med sundhedskort og pinkode uden for bemandet åbningstid. I selvbetjente biblioteker er det afgørende, at man føler sig taget godt imod, og at det føles trygt for brugerne at komme og søge og finde materialer. Det gøres blandt andet med indretning og visuelle virkemidler. 

”På Farum Bibliotek fandt vi desværre ikke den optimale løsning i første hug. Derfor blev projektet sat på stand by, så kulturinstitutionerne i Farum Kulturhus sammen kunne finde det rigtige udtryk og den bedste løsning. Parterne har valgt, at biblioteket skal lysnes i velkomstområdet og have et mere ensartet farvevalg på væg og gulv – en løsning, der skal skabe større samhørighed med resten af huset”, siger kommunaldirektør Christine Brochdorf.

Resten af det oprindelige design bibeholdes, og her vil man derfor blandt andet opleve en række varme farver, der giver en bedre indgang til bibliotekets forskellige fagområder.

Væggen i velkomstområdet males med en lysere nuance af grå, og gulvtæppet i læsesalen justeres, så det fremstår som et ensfarvet, lyst tæppe. Ændringer sættes i værk efter vinterferien. Det gælder også restaurering af væggen ved Lin Utzons vægdekoration, efter at boghylderne er fjernet.

Farum Bibliotek har åbent for selvbetjening alle hverdage kl. 8-22 og i weekenden kl. 10-18. Den bemandede åbningstid er mandag-fredag kl. 10-18 samt lørdag kl. 10-14. 

 

Kontakt

Farum Bibliotek

Kulturhuset
Stavnsholtvej 3
3520  Farum
Tlf.: 7235 4585
E-mail: farumbibliotek@furesoe.dk
Hjemmeside: furbib.dk

Åbningstider:
Mandag 10-19
Tirsdag-torsdag 10-18
Fredag 10-16
Lørdag 10-14

Find Farum Bibliotek på Krak

godadgang.dk