Flere forlader kontanthjælpen i Furesø

Indgang til Jobcenter Furesø
Furesø er i en national sammenligning én af de kommuner, der lykkes bedst med at hjælpe kontanthjælpsmodtagere fra forsørgelse til beskæftigelse. Et tæt samarbejde med erhvervslivet er afgørende, fortæller udvalgsformand og virksomhed.
Furesø Kommunes jobindsats er nr. 3. på landsplan og nr. 2. i hovedstaden, når det kommer til kommunernes evne til at få ledige kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse. Det viser en omfattende analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), baseret på tal fra 2016, som Berlingske Tidende bragte op mod påske. Placeringen glæder udvalgsformand fra Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, Preben Sandberg Pettersson (A).
”Jeg er rigtig glad for Furesø placering i DA’s analyse, der viser, at vores indsats virker, så kommunens kontanthjælpsmodtagere kommer videre fra offentlig forsørgelse. Det er godt for den enkelte, men jo også for kommunens økonomi. Når vi lykkes, skyldes det en kombination af en håndholdt tilgang over for borgerne og en tæt samarbejde med de lokale virksomheder, som har brug for arbejdskraft, og som gerne vil tage et socialt ansvar. Vi hjælper hinanden, og har et godt og tæt samarbejde med virksomhederne, industriforeningen og erhvervsforeningen om at nå målene. Jeg er meget glad for det tillidsfulde samarbejde”, siger Preben Sandberg Pettersson.

Virksomhedskonsulenter baner vejen

Furesø kommune har i de senere år styrket samarbejdet med erhvervslivet.
Samarbejdet består blandt andet i at afdække den enkelte kontanthjælpsmodtagers kompetencer og på den baggrund etablere praktikperioder ud fra borgerens specifikke kompetencer og potentialer, der samtidig matcher virksomhedernes behov.

Virksomhedskonsulenterne er også repræsenteret i flere af kommunens erhvervsnetværk, i Industri- og Erhvervsforeningen samt gennem FCN’s erhvervsforum. Den aktive deltagelse i disse netværk gør, at virksomheder oftere efterspørger arbejdskraft igennem jobcentret, inden nye stillinger bliver slået op på nettet. Efter aftale med virksomheden står jobcentret således for en del af rekrutteringen af medarbejderen.

Hurtig respons er afgørende

En af de virksomheder, der har et tæt samarbejde med Jobcenter Furesø, er KN-rengøring. KN rengøring står for rengøringen på blandt andet skoler, i børnehaver, fritidsklubber og tandplejen og bruger jobcentret, når der skal rekrutteres nye medarbejdere, fortæller serviceinspektør Gitte Falk.
”Der er hurtig respons. Virksomhedskonsulenterne er gode til hurtigt at vende tilbage med de kandidater, som vi aftaler, når vi står og mangler medarbejdere. Vi behøver ikke at slå stillingen op – det er nemt, fleksibelt og hurtigt. Jeg vil klart anbefale andre virksomheder at bruge jobcentret, når de skal ansætte nye medarbejdere – det er nemt og hurtigt, og man sparer en masse tid,” siger Gitte Falk.

Fakta

Vil du rekruttere ny arbejdskraft eller være med til at tage et socialt ansvar i Furesø Kommune, kan du sende en mail til virksomhedskonsulent Anette Smith Ridder eller ringe på tlf.:72165323


Kontakt

Preben Sandberg Pettersson

1. viceborgmester

Gruppeformand for Socialdemokratiet

Vestre Allé 35
3500  Værløse
Mobil: 7216 5007
E-mail: psp@furesoe.dk

Furesø Jobcenter

Hvedemarken 3-5
3520 Farum
Tlf.: 7235 5100

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Åbningstider
Telefon og ekspedition
Mandag til onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17
Fredag kl. 10-14


Kommunikation

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4012

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)