Nyskabende teateroplevelser sikret i fire år frem

Leder af Egnsteatret, Anders Ahnfelt-Rønne. Foto Ninna Lundberg
Leder af Egnsteatret, Anders Ahnfelt-Rønne
Furesø Kommune har indgået en ny aftale med Egnsteatret Undergrunden om samarbejde i 2017-2020. Aftalen sikrer borgere og besøgende store teateroplevelser og styrker Furesø som en attraktiv og kreativ bosætningskommune, vurderer udvalgsformand

Borgere og besøgende i Furesø Kommune kan nu se frem til endnu fire år med alverdens store musikfortællinger i Galaksen, Farum Kulturhus og på andre af byens lokale scener. Den nye egnsteateraftale er både godkendt af byrådet og Kulturministeriet og bygger på de foregående fire års erfaringer med nyskabende musikteater.

Et eksempel på det er forestillingen Broen over Drina, der netop har trukket publikum til Galaksen – og nu sendes på turné i hele landet. Om denne forestilling skrev anmelder Knud Cornelius i Frederiksborg Amtsavis (8.2.16):

”Den gode historie går aldrig af mode, og publikum nyder åbenlyst at høre Anders Ahnfelt-Rønnes nye forestilling med dramatiske fortællinger fra Balkan”.

Masser af musik og teater
Med den nye aftale forpligter Egnsteatret Undergrunden sig til at levere mindst to lokalt producerede musikforestillinger med fokus på opera for Furesøs borgere. Herudover skal Egnsteatret Undergrunden tilbyde gæstespil og være en synlig aktør i kommunens musik- og teaterliv året rundt, fortæller formanden for Kultur- fritids- og idrætsudvalget i Furesø Kommune.

”På fire år er det lykkedes at skabe et musikteater, der har fået den bedste anbefaling af Kulturministeriet, som er dem, der uddeler midlerne til egnsteatre. Det er jeg selvfølgelig stolt af, men teatret virker ikke kun i forhold til dem, der bruger det. Det virker også i forhold til den by-branding, der kommer alle os, der bor i kommunen, til gavn.”, fastslår Helle Katrine Møller (B), formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.

Børn, unge og talentudvikling
Tilbud til skoler og dagtilbud fylder meget i den nye aftale, der har fokus på børns tidlige møder med musik og teater. Denne indsats skal følges op af en systematisk satsning på at inddrage unge gennem ”operapiloter”, der skal udbrede kendskabet til opera blandt unge. Egnsteatret Undergrunden skal desuden sammen med de øvrige aktører på området sikre, at børn og unge har mulighed for at udvikle og udøve deres talent inden for musik og teater.

Samarbejde på tværs
Den nye aftale har generelt fokus på samarbejde og synergi med de mange teater- og musikaktører i kommunen. Egnsteatret Undergrunden har været en fast, lokal medspiller i Furesø Kommunes kultur- og foreningsliv i de sidste fire år, og fremover bliver dette samarbejde udbygget endnu mere til gavn for borgerne.

”Vi har et væld af dygtige folk, der arbejder med teater og musik både professionelt og i fritiden. I Galaksen, hvor også Furesø Teaterforening holder til, er Undergrunden en vigtig del af det fælles kulturmiljø en høj professionel profil og et netværk, der også rækker ud over kommunegrænsen”, tilføjer Helle Katrine Møller.

Nye målgrupper
Også hos bestyrelsen for Egnsteatret Undergrunden er der stor tilfredshed med aftalen. Særligt muligheden for publikumsudvikling og nye målgrupper fremhæves:

”Vi glæder os til at levere både egenproduktioner i Galaksen og opsøgende teater på skoler, ældrecentre og i byrummet. Vi vil arbejde for at nå ud til flere målgrupper, styrke de lokale netværk og opdyrke nye samarbejder. Vi ser frem til en ny periode med vores dygtige leder, Anders Ahnfelt-Rønne ved roret. Det vil styre os sikkert i mål med både den kunstneriske profil og den stærke, lokale forankring”, udtaler formand for teaterbestyrelsen Eva Hess Thaysen.

For mere information,
Kontakt Egnsteatret Undergrundens bestyrelsesformand Eva Hess Thaysen på tlf. 2
0 94 12 11 

Film: Undergrunden opfører Boris Godunov i Galaksen, 2016. Videoen er lavet af Mikkel Arnfred


Kontakt

Kultur og Idræt

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4730

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)


Relevante links

» Teatre