25 års jubilæum for seniorbofællesskabet Kirsebærhaven

Borgmester Ole Bondo Christensen besøgte fredag den 10. april seniorbofællesskabet Kirsebærhaven anledningen af dets 25-års jubilæum. Flere seniorbofællesskaber er på vej i Furesø, og borgmesteren benyttede lejligheden til at høre om Kirsebærhavens mange værdifulde erfaringer.

Borgmester Ole Bondo Christensen (S) besøgte fredag den 10. april Æblelunden i anledningen af seniorbofællesskabet Kirsebærhavens 25-års jubilæum. Under besøget fik borgmesteren indblik i processen fra idé til indflytning og hørte om livet i bofællesskabet.

- Det har været rigtig spændende at høre om disse erfaringer fra kommunens vel nok første seniorbofællesskab. Vi er i samarbejde med Seniorrådet i gang med at planlægge en række nye bofællesskaber for seniorer her i Furesø. Besøget i dag har bekræftet mig i, at det er en god boform for borgere, hvor parcelhuset er blevet for stort, og hvor man kan kombinere muligheden for at have sin egen seniorvenlige bolig med muligheden for et godt fællesskab, siger borgmesteren.

Glæde af at bo sammen

I 1982 deltog den nu 96 årige Furesøborger Stine Bitsch-Larsen i et foredrag med overskriften "Alternative Boligformer - også for ældre".  Inspireret af foredraget tog Stine Bitsch-Larsen efterfølgende fat i daværende borgmester i Farum, Gøsta Gustavsen, og foreslog ham, at der i Farum blev oprettet et seniorbofællesskab, hvor man havde glæde af at bo sammen og løse opgaverne i fællesskab. Der blev indkaldt til møder for interesserede i Stavnsholt Kirkens lokaler, hvor der blev talt om visioner og værdigrundlag for det kommende bofællesskab.

- Glæde og tryghed var vigtigt, fortæller Stine Bitsch-Larsen. ”Vi skulle passe på hinanden og række en hånd til de, der havde brug for det. Der var både frihed for den enkelte, men også med et ansvar for fællesskabet.

I 1988 fandt kommunen en grund, der kunne anvendes til formålet med plads til 20 separate boliger og et fælleshus. Bofællesskabet blev organiseret som en selvejende andelsboligforening, der så dagens lys i 1990 - altså 8 år efter, at den oprindelige var blevet tænkt.

Stine Bitsch-Larsen har boet i bofællesskabet gennem alle årene. Hun fortæller om erfaringerne:

- Vi lyttede den gang til andre foreningers erfaringer, og valgte en byggegrund til 20 huse og et fælleshus. Det har vist sig at være en god størrelse, blandt andet fordi det ikke kræver fremmed hjælp. Vi er selv ansvarlige for det praktiske arbejde, som at renholde fællesarealer, fælleshus, vaskeri, værksted, gæsteværelse og snerydning. Det skaber følelse af ansvar og omhu for fælles ejendom. Også for nye beboere. Foruden bestyrelsesarbejde er der grupper der planlægger fester, fællesspisning og udflugter.  At tale sammen er en naturlig del af livet i Kirsebærhaven, og med til at skabe gensidig tillid, siger Stine Bitsch-Larsen.

Fakta om seniorbofællesskabet Kirsebærhaven

Seniorbofællesskabet Kirsebærhaven består af 32 beboere i 20 huse - 9 enlige og 11 par.
Den yngste er sidst i 60’erne og den ældste beboer er 96.
Beboerne ses cirka en gang om måneden til festligt samvær med spisning, underholdning eller udflugter.

Kontakt

Furesø Kommune

Tlf.: 7235 4000
Mandag-fredag kl. 10-14
Torsdag dog kl. 10-17

Akut - kontakt uden for åbningstid

Borgerservice åbningstider

Find Furesø Kommune på instagram  Følg Furesø Kommune på facebook  Følg Furesø Kommune på LinkedIn

Furesø Kommunes EAN-numre 
CVR-nr.: 29188327
Kommunenummer: 190