A.P. Møller Fonden støtter skolerne i Furesø

Luftfoto af Syvstjerneskolen
Ballerup, Egedal og Furesø Kommuner har fået del i folkeskole-milliarden til en ny it-mentorordning på skolerne

A.P. Møller Fonden har givet tilsagn om støtte på 2.049.400 kroner til et treårigt projekt om bedre udnyttelse af it i undervisningen for både elever og lærere i Ballerup, Egedal og Furesø.

Pengene kommer fra den milliard, som A.P. Møller Fonden har doneret til folkeskoleområdet. Af de 181 indkomne ansøgninger i første runde, er det foreløbig kun 27 projekter, der er sluppet igennem fondens nåleøje, og her er it-projektet fra Ballerup, Egedal og Furesø Kommuner iblandt. Furesø Kommune har allerede et teknisk it-samarbejde med Egedal og Ballerup, og derfor var det naturligt også at samarbejde om at løfte it-formidlingen i skolerne.

Lærerne lærer mens de underviser

I stedet for at sende lærerne på skolebænken er grundidéen i projektet, at et lærerteam med ansvar for et emne eller projekt på en elevårgang kan søge om og få tildelt en erfaren mentor, med ekspertise i at undervise ved hjælp af digitale medier.

Rekrutteringen af mentorerne sker fra universiteter, professionshøjskoler m.m. via et konsulentfirma. Mentoren hjælper lærerteamet med forberedelserne og deltager i dele af selve forløbet sammen med eleverne. Bagefter evalueres forløbet sammen med teamet.

- På den måde kan lærerne få hjælp direkte i undervisningen og sparring til konkrete undervisningsforløb. Det er jeg glad for, at A.P. Møller Fonden også kan se potentialet i, og vi takker fonden for at have valgt vores fælles projekt som et af de første til at modtage støtte, siger Henrik Poulsen, formand for Børne- og Skoleudvalget i Furesø Kommune. I Furesø Kommune får udskolingen på alle skoler mulighed for at få en mentor, mens det i Ballerup bliver mellemtrin og i Egedal indskolingen, der får glæde af ordningen. Det forventes, at de første pilotprojekter kan sættes i gang sidst på året.

FAKTA: Folkeskole-milliarden

For at markere 100-året for fondens mangeårige formand Mærsk Mc-Kinney Møller besluttede A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal – også kendt som A.P. Møller Fonden i 2013 at donere en milliard kroner til en endnu bedre folkeskole.

Det er muligt at søge op til fem millioner kroner. I første ansøgningsrunde modtog fonden i foråret 181 ansøgninger. Her har 27 af de 181 ansøgere fået positivt tilsagn, og de kommer i alt til at modtage 52 millioner kroner.

 

 

 

 


Kontakt

Skoler
Henrik Poulsen

Stenvadpark 12
3520 Farum
E-mail: hpo@furesoe.dk
Tlf.: 7216 5008