04. februar 2010
Fokus på unges sexvaner
Igen i år sætter kommunens Sundhedstjeneste fokus på god og vedkommende seksualundervisning til alle 8. klasser.
Mange unge dyrker ubeskyttet sex, og kun de færreste kender den risiko, de udsætter sig selv for, når de gør det. Det er en af konklusionerne i en ny undersøgelse om unges sexvaner.
Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen en landsdækkende kampagne i samarbejde med Sex og Samfund der skal gøre unge opmærksomme på, at de har en reel risiko for at blive smittet med en sexsygdom, hvis de har ubeskyttet sex med en ny partner. Uge Sex vil det landsdækkende tema være: Din Krop, Dit valg og Dit liv.
Risikoen er større end mange unge tror
80% af alle unge vurderer, at risikoen for at få en sexsygdom ved ubeskyttet sex er lille. Det er desværre forkert. Risikoen for nogle sexsygdomme er betydelig, og konsekvenserne ved at blive smittet med en sexsygdom kan være alvorlige.
For eksempel fik mere end 29.000 danskere konstateret klamydia i 2008, og Sundhedsstyrelsen vurderer, at det reelle antal smittede er omkring 50.000. Hvert år bliver cirka 500 danske kvinder infertile pga sexsygdomme – primært klamydia. Og hvert år bliver ca. 300 danske kvinder gravide udenfor livmoderen pga. sexsygdomme – primært klamydia.
Lokale sponsorer
Furesø Kommune gennemfører igen i år konkurrencen ”Den dårligste undskyldning for ikke at bruge kondom”, og følgende har givet sponsorgaver: Kvickly, Bog & Idé, Nilens Jord, Farum Vandværk og Furesø Kommune.