Underside efterår

Ny politik skal styrke integrationen

14 % af Furesøs borgere har en anden etnisk baggrund end dansk, og-mange af dem er under uddannelse eller i arbejde. Nu gælder det om at fastholde og udvikle de gode resultater. En ny integrationspolitik skal hjælpe kommunen på vej.

Hvad er integration, hvordan gør man, og hvad er formålet egentlig? Det er nogle af de spørgsmål, som Furesø Kommune forsøger at besvare i sin nye integrationspolitik.

Politiken lægger vægt på dialog, ansvar og aktiv deltagelse i lokalsamfundet, og den skal være grundstenen i en styrket integrationsindsats i kommunen.

Mangfoldighed er en styrke

”Furesø Kommune ser mangfoldighed som en styrke. Alle, uanset baggrund, har ressourcer og kompetencer, de kan bidrage med, og vi er allerede nået langt. Sammenlignet med andre kommuner er mange af vores medborgere med en anden etnisk baggrund end dansk enten i arbejde eller under uddannelse, men vi kan blive endnu bedre, og det skal den nye integrationspolitik være med til at bane vejen for,” siger formanden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Furesø Kommune, Lisbeth Lykke Harsvik.

Hun peger på, at indsatsen over for unge med en anden etnisk baggrund end dansk skal styrkes, og at det samme gælder for kvinder, som er langt fra arbejdsmarkedet. Desuden er det vigtigt at holde øje med, hvordan den generelt stigende ledighed rammer etniske minoriteter.

Otte indsatsområder

Integrationspolitikken er opdelt i otte indsatsområder – fra sundhed over bosætning til arbejde og uddannelse – og den giver et godt overblik over, hvordan Furesø Kommune i praksis tager hånd om integrationen.

Borgere, medarbejdere og Integrationsrådet i Furesø Kommune har været med til at præge integrationspolitikken, der nu skal omsættes til konkrete handlingsplaner i et samarbejde mellem politikere, medarbejdere og ledelse i Furesø Kommune.

Læs politikken her.


Fakta: 110 nationaliteter i Furesø

De etniske minoriteter udgør 14 % af befolkningen i Furesø Kommune. Samlet set repræsenterer kommunen 110 forskellige nationaliteter. Den største etniske gruppe er tyrkisk, og dernæst kommer polakker.

Fakta: De otte indsatsområder

Integrationspolitikken er opdelt i otte indsatsområder, der kort beskriver, hvad målet med indsatsen er, og hvad Furesø Kommune konkret ønsker at tilbyde på hvert enkelt område.

  • Sundhedstjenesten
  • Dagtilbud
  • Skole- og fritidstilbud
  • Kultur og idræt
  • Unge
  • Arbejdsmarked og uddannelse
  • Ældre
  • Bosætning