Lokalplan 136 - Tæt lav boligbebyggelse ved Rolighedsvej

Byrådet har den 27. juni 2018 vedtaget ovennævnte lokalplan endeligt.

Lokalplanen muliggør, at der på grunden må opføres en rækkehusbebyggelse bestående af 6 senioregnede boliger på hver 120 m2 i et plan med uudnyttet tagetage. Derudover skal der etableres to udhuse på i alt maks. 20 m2 og to bilparkeringspladser med mulighed for at etablere 2 carporte til hver bolig. Herudover skal der på fællesarealer etableres en gæsteparkeringsplads og en handicapparkeringsplads. Støjberegninger viser at placeringen af boligbebyggelsen reducerer støjudbredelsen fra vejtrafikken fra Ring 4 på de udendørs opholdsarealer vest for boligbebyggelsen, hvor der er private haver og nord for boligbebyggelsen, hvor der er legeplads, således at støjgrænsen på Lden 58 dB overholdes.

Forslag til Lokalplan 136 var i offentlig høring i perioden fra den 6. februar til den 10. april 2018. Furesø Kommune modtog 4 høringssvar, der indgik i byrådets endelige behandling af lokalplanen.
I høringsnotatet redegør forvaltningen for høringssvarene og angiver på grundlag heraf en række ændringer i forhold til lokalplanforslaget. Ved byrådets vedtagelse af lokalplanen blev notaternes anbefalinger fulgt.

Den endelige lokalplan kan ses via nedenstående link. Lokalplanen kan også ses på kommunens biblioteker. Man kan læse om den politiske behandling i referat fra byrådsmødet via vores politiske dagsordener og referater på www.furesoe.dk/dagsordener Her kan man også se høringssvarene og høringsnotaterne.

Retsvirkninger

Når lokalplanen er endeligt vedtaget og offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af planen, kun udstykkes, bebygges eller anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser medmindre der er givet dispensation i overensstemmelse med planloven.

Klagevejledning efter planloven

Vedtagelsen af planerne kan påklages for så vidt angår retlige forhold. Klageberettiget er bl.a. erhvervs- og vækstministeren og i øvrigt enhver med retlig interesse i sagens udfald m.fl. Ved retlige spørgsmål forstås, at man kan klage for eksempel, hvis man mener, at kommunen ikke har haft hjemmel til at træffe afgørelsen. Derimod kan man ikke klage, hvis man er af den opfattelse, at kommunen burde have truffet en anden afgørelse.

Hvis man ønsker at klage over denne afgørelse, kan man klage til Planklagenævnet. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Man logger på www.borger.dk eller www.virk.dk med NEM-ID. Man kan finde yderligere information om Planklagenævnet på: http://naevneneshus.dk/planklagenaevnet

Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når man klager, skal man betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt ens anmodning kan imødekommes.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Hvis man ønsker at indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ske inden seks måneder fra den dag, man har modtaget afgørelsen.

 

BYRÅDETS ENDELIGE VEDTAGELSE AF LOKALPLAN 136 ER OFFENTLIGT BEKENDTGJORT PÅ FURESØ KOMMUNES HJEMMESIDE DEN 12. JULI 2018. 

Lokalplanen kan ses på Furesø Kommunes hjemmeside www.furesoe.dk/hoering og på kommunens biblioteker.

Sidst opdateret 12. juli 2018

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen



Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.