For kunstnere

Er du som kunster interesseret i at udstille på Furesø Kommunes rådhus Sløjfen, kan du her finde alle de informationer, du har brug for.

Furesø Kommunes rådhus Sløjfen danner rammen om skiftende udstillinger i det arkitektonisk smukke atrium, som du finder i midten af bygningen. Her mødes medarbejdere og borgere i det fælles byrum. Skiftende udstillinger skal være med til at skabe stemninger, oplevelser og give anledning til en lille snak, når medarbejdere og besøgende bevæger sig gennem det offentlige rum.

Du har som kunstner dermed mulighed for at udstille din kunst og/eller design for et bredt publikum i et byrum, hvor mange mennesker hver dag færdes.

I kunstforeningen arbejdes der med en månedens kunstner, som udstiller billedkunst på en central væg i atriet. Der kan udstilles 1-3 billeder pr. kunstner, ud fra nærmere aftale om størrelser. Derudover kan der i atriet udstilles alt fra brugskunst, keramik, skulpturer, smykker og meget mere, det er kun fantasien, der sætter grænser. Der stilles podier til rådighed ud fra nærmere drøftelse.

Furesø Kommunes personalekunstforening udvælger 2 gange om året de 8-10 kunstnere, der skal udstille det kommende år. Udvælgelsen sker i oktober for udstillinger i 1. halvår det efterfølgende år og i maj for udstillinger i 2. halvår.

Ansøgning og henvendelse til kunstforeningen

Ønsker du at komme i betragtning til at udstille i Sløjfen, skal du sende en mail til kunstforeningen på kunstforeningen@furesoe.dk. Mailen skal indeholde en fyldestgørende præsentation af dine værker bilagt billedmateriale. Derudover vil en kort beskrivelse af, hvilke typer og antal af værker du ønsker at udstille, hjælpe på behandlingen af ansøgningen.

Du vil efterfølgende modtage en mail med bekræftelse på modtagelse af din ansøgning. Bliver du udvalgt som én af de kunstnere, der får mulighed for at udstille, vil du blive kontaktet igen, når udvælgelsen har fundet sted. Derefter udfylder begge parter en udstillingsaftale.

Har du yderligere spørgsmål kan du kontakte kunstforeningen på kunstforeningen@furesoe.dk.

Opsætning

Opsætning af udstillingen sker i samarbejde med medlemmer af kunstforeningens bestyrelse. Du kan nedenfor se billeder af Atriet og de podier, som er til rådighed. Læs mere om krav og aftaler i forbindelse med udstillinger i kopi af udstillingsaftalen.

Sidst opdateret 08. januar 2018

Kontakt

Effektivisering og HR

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4143

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)