Endelig vedtagelse af Lokalplan 124 – Ny boligbebyggelse til seniorbofællesskab på Bybækgrunden i Farum med Tillæg 6 til Kommuneplan 2013

Byrådet i Furesø Kommune har den 27. april 2016 vedtaget ovennævnte lokalplan og kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplanområdet ligger i bydelen Farum Midt og er første etape i en udbygning af Bybækgrunden. Området rummer i dag et Ungehus med tilhørende sportsarealer. Lokalplanen fastlægger hvor og hvordan, der efter nedrivning af Ungehuset, må opføres et nyt, centralt placeret etageboligbyggeri i form af to karréer. Planen skal sikre, at ny bebyggelse opføres, så den i sin udformning og placering fremstår med en arkitektonisk sammenhæng inden for lokalplanområdet, med nabobebyggelsen Farum Midtpunkt og med de tilgrænsende byområder. Planen skal endvidere sikre, at veje og stier fremtræder beplantede og udformes, så der skabes sammenhæng med tilgrænsende byområder.

 

Lokalplanen erstatter Lokalplan 22.4 for Farum Midtpunkt og Bybækskolen, vedtaget af Farum Byråd den 15. august 1990 og Lokalplan 22.4.1 for Bybækgrunden i Farum, vedtaget endeligt af Furesø Byråd den 19. december 2012, for så vidt angår det område, der er omfattet af nærværende Lokalplan 124.

 

Planerne var i offentlig høring som planforslag i perioden fra den 16. december 2015 og frem til den 10. februar 2016.

 

Lokalplanen blev vedtaget med mindre ændringer, og kommuneplantillægget blev vedtaget uden ændringer i forhold til de offentliggjorte planforslag. Du kan læse om den politiske behandling i referat fra byrådsmødet via portalen "Politiker Web" på www.furesoe.dk . Notat af den 30. marts 2016 om høringssvarene sendes til deltagerne i debatten om planforslagene. Byrådet godkendte notatet som grundlag for de endelige planer.

Retsvirkninger

Lokalplanens

Efter planlovens § 18 må de ejendomme, som lokalplanen omfatter, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der er i strid med planen. Eksisterende lovlige forhold kan fortsætte som hidtil.

 

Kommuneplantillæggets

Efter Planlovens § 12, stk. 2 og 3 kan Byrådet i visse tilfælde nedlægge forbud mod visse forhold, hvis disse er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser eller rammer.

 

Klagevejledning

Efter planlovens § 58 - 60 kan der klages over retlige forhold vedrørende planerne. Det vil sige vedrørende deres lovlighed, herunder om de er lovligt tilvejebragt. Vil du klage over Byrådets beslutning, skal du klage til Natur- og Miljøklagenævnet. En klage skal være indgivet inden 4 uger fra den dag, planerne er offentligt bekendtgjort. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af Natur- og Miljøklagenævnets hjemmeside, www.nmkn.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og www.virk.dk. Du logger på www.borger.dk eller www.virk.dk, ligesom du plejer, typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 500. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Natur- og Miljøklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til den myndighed, der har truffet afgørelse i sagen. Myndigheden

videresender herefter anmodningen til Natur- og Miljøklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

 

Hvis en sag ønskes indbragt for domstol, skal den være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er offentliggjort.

 

BYRÅDETS ENDELIGE VEDTAGELSE AF LOKALPLAN 124 OG TILLÆG 6 TIL KOMMUNEPLAN 2013 ER OFFENTLIGT BEKENDTGJORT PÅ FURESØ KOMMUNES HJEMMESIDE TIRSDAG DEN 10. MAJ 2016.

Sidst opdateret 19. maj 2016

Kontakt

Center for By og Miljø

Plan og Byg
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf. 7235 5420

Natur og Miljø
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf. 7235 5325

Vej og Park
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 5355

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.