Interesseret i at blive nævning eller domsmand
Er den tiltalte skyldig eller uskyldig? Og hvilken straf skal vedkommende i givet fald have? Spørgsmål som disse er almindelige borgere hvert år med til at afgøre i tusindvis af straffesager ved byretter og landsretter. De er nemlig udtrukket til at være domsmænd eller nævninger.
Nævninger og domsmænd kaldes under et for lægdommere og virker i nogle straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere. Hvervet som lægdommer er et borgerligt ombud, og det betyder, at man som udgangspunkt har pligt til at være lægdommer, hvis man bliver udtaget til det.
Nævninger og domsmænd udtages af landsrettens præsident ved lodtrækning blandt de personer, som står på grundlisterne. Det er kommunernes grundlisteudvalg, som udarbejder grundlisterne og indsender dem til landsretten.
Du kan læse mere om det at være nævning eller domsmand på domstolenes hjemmeside.
Grundlisteudvalget i Furesø Kommune skal indstille 137 borgere til Østre Landsret
Til grundlisten for Furesø Kommune skal der udpeges 137 egnede borgere, der udgør et alsidigt og repræsentativt sammensat udsnit af kommunens befolkning. For at blive lægdommere skal man være dansk statsborger, været født efter den 1. januar 1944 og være fyldt 18 år.
Grundlisten skal indeholde et bredt sammensat udsnit af kommunens befolkning fordelt på f.eks. køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.
Grundlisteudvalget er et politisk udpeget udvalg. I Furesø består grundlisteudvalget af følgende fem medlemmer: Lis B. Nielsen, Mette Pena Madsen, Katarina Ritz, Lotte Kristensen og Kate Jacquerot.
Grundlisten gælder for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2023. Der er ingen garanti for, at du bliver udtaget til Furesø Kommunes grundliste, selvom du er egnet og opfylder kravene. Det afhænger bl.a. af, hvor mange borgere i Furesø Kommune, der ønsker optagelse på listen.
Grundlisteudvalget skal indsende grundlisten for Furesø Kommune til Østre Landsret i marts 2019. Du vil senest medio april 2019 få besked fra Furesø Kommune om du er optaget på grundlisten.
Hvis du bliver udtrukket til at virke som domsmand, vil du få besked herom direkte fra Østre Landsret i løbet af efteråret 2019.
Ansøgning om optagelse på grundlisten
Du finder ansøgningsskemaet her. Ansøgningsfristen er den 20. februar 2019. Du kan læse mere om, hvordan Furesø Kommune håndterer persondata om dig på lovlig og sikker vis her http://www.furesoe.dk/Kommunen/Fakta/Databeskyttelse
Sidst opdateret 28. januar 2019