Erhvervsforside

Social ansvarlige virksomheder 2016

Tag et socialt ansvar - klistermærke
For første gang blev en ny CSR pris uddelt til en virksomhed, der i 2016 har taget et særligt socialt ansvar. Årets vinder blev virksomheden Rentek A/S.

Ud af 26 virksomheder, der var blevet indstillet, var yderligere 5 virksomheder blevet nomineret. De nominerede var ANKER HANSEN & CO. A/S, Kolle Kolle konferencecenter, Kvickly Værløse, Plejehjemmet Lillevang og Rema 1000 i Hareskov

Læse mere om Advisory boardets indstilling for nomineringen af virksomheder her:

VINDER - Rentek A/S

For mange virksomheder kan det være en udfordring at tage imod unge praktikanter og borgere med særlige udfordringer. Sådan er det ikke for rengøringsfirmaet Rentek A/S – og sådan

har det ikke været siden 1982. Rentek A/S er en virksomhed, der ikke giver op og skaber tydelig værdig for Furesø Kommunens borgere. De skræddersyr praktikker, så de er tilpasset den enkelte borger. Og har sågar et målrettet forløb for borgere, der har stået langt fra arbejdsmarkedet, hvor mange ender i ordinær beskæftigelse hos Rentek A/S.

Nomineret - ANKER HANSEN & CO. A/S

Anker Hansen & Co. A/S har som virksomhed lagt en vedvarende og udslagsgivende indsats for Furesø Kommunens udsatte borgere i 2016. At tage et socialt ansvar er en del af Anker Hansen & Co.’s DNA, der går mange år tilbage. Virksomheden har en bred beskæftigelsesindsats, der blandt andet rummer unge kriminelle, flygtninge og andre udsatte borgere, der har behov for en ekstra chance og et selvtillidsløft. Anker Hansen & Co. A/S er en virksomhed, der i det daglige samarbejder med mange leverandører – dette netværk benytter Anker Hansen & Co. A/S sig af, så flere udsatte borgere kommer videre i beskæftigelse. Virksomheden opleves som et sted med mange ildsjæle, der ønsker at yde en stor forskel for Furesø kommunens ledige borgere – også selvom hovedsædet ikke ligger i Furesø. Hos Anker Hansen & Co. A/S er socialt ansvar ikke bare en pligt. Det er en drivkraft.

Nomineret - Kolle Kolle konferencecenter

Kolle Kolle konferencecenter er nytænkende i deres strategi og ser potentialer i stedet for begrænsninger. Konferencecenteret opleves som rummelig og tolerant, hvor der tages hensyn til medarbejdere og hinandens forskelligheder og har særligt gjort sig bemærket igennem et projektsamarbejde med High Five. Projektet har fokus på et helt særligt forebyggende initiativ for unge, der er i risikofasen for at komme på kanten af arbejdsmarkedet. Samtidig har de en partnerskabsaftale med Jobcenter Furesø om kommunens flygtninge med fokus på opkvalificering og praktik. De samarbejder også med en af kommunens skoler, hvor elever får mulighed for at lære om branchen. Ved rekrutteringsprocessen har de fokus på at tænde drømme og håb i stedet for begrænsninger. Det gælder særligt for unge kriminelle og flygtninge.

Nomineret - Kvickly Værløse

Kvickly i Værløse har særligt taget ansvar for at løfte den beskæftigelsesrettede indsats for flygtninge i Furesø Kommune i 2016. Igennem store ambitioner og et progressivt forløb har Kvickly formået at være med til at løfte flygtninges kompetencer, dansk sprogudvikling og deres forståelses for at være på et dansk arbejdsmarked. Flygtninge har udtrykt stor begejstring for praktikken og nogle har endda fået mulighed for at sidde i kassen efter at de er blevet bedre til dansk. Alle medarbejdere i Kvickly Værløse har taget del i opgaven og løftet i flok – nogle af deres medarbejdere har også i deres fritid været frivillige mentorer for flygtninge

Nomineret - Plejehjemmet Lillevang 

Plejehjemmet Lillevang yder særlig omsorg for kommunens udsatte borgere. Med et skræddersyet forløb, der er tilpasset den enkelte praktikant, har plejehjemmet gjort en stor forskel for mange forskellige ledige borgere med mange forskellige udfordringer. Der har altid været fokus på borgernes daglige trivsel og fastholdelse. Det skal være hyggeligt og rart at være i praktik hos Lillevang, og borgerne er glade for både personalet og beboerne og rykker tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse. Derfor er de en særlig kommunal virksomhed, der har skilt sig ud og gjort en forskel for kommunes borgere.

Nomineret - Rema 1000 i Hareskov

Rema 1000 i Hareskovby er en virksomhed, der skiller sig særligt ud i Furesø Kommune. Denne Rema 1000 har gjort det til en mærkesag at have fokus på ledige borgere med udfordringer. De ledige borgere får rum til udvikling på en hensynsfuld måde, og indsatsen gør en forskel, så borgerne rykker tættere på arbejdsmarkedet. Overordnet oplever både virksomheder og medarbejdere det som værdiskabende og gavnligt for kulturen på arbejdspladsen at kunne give en håndsrækning til mennesker uden for arbejdsmarkedet. Med en vilje, tålmodighed og et gå-på-mod er de beskæftigede og ansatte borgere blevet delegerede medarbejdere og en del af ansigtet ud af til i butikken. Chefen i Rema 1000 i Hareskov er altid let tilgængelig for de borgere, der har et ekstra behov – også ud over normale arbejdstid, hvis der er brug for støtte.

 

 

Sidst opdateret 07. februar 2017

Kontakt

Furesø Jobcenter

Hvedemarken 3-5
3520 Farum
Tlf.: 7235 5100

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Åbningstider
Telefon og ekspedition
Mandag til onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17
Fredag kl. 10-14