Topbillede til fanebladet borger

Sov godt og undgå stress

Billede fra foredrag om søvn og stress
Den populære foredragsholder Michael Rasmussen gæstede Galaksen i september 2014, hvor han delte ud af sin store viden om søvn og stress til over 300 borgere og ansatte. Her er high lights.

Sov godt og undgå stress

Michael Rasmussen fortalte om, hvordan samfundets udvikling har haft konsekvenser for vores søvn. I dag sover vi mindre, med et dårligere søvnmønster, end man gjorde tidligere. Særligt opfindelsen af det kunstige lys i 1879 har haft konsekvenser.

Ca. 60 % af den danske befolkning sover dårligt. Forskning viser klart og entydigt, at stress og søvnforstyrrelser hænger sammen. Søvn er vigtigt for at forebygge stress. For lidt eller dårlig søvn gør, at vi fungerer dårligere, da kroppen ikke får den psykiske restitution, som den har behov for. Dette kan gøre os stressede. Omvendt kan stress ligeledes medføre søvnproblemer. Hvis søvnproblemerne hænger sammen med stress, er det vigtigt, at du gør noget ved det, der stresser.

Endvidere forebygger god søvn en række sygdomme (se nedenfor).

Se slideshow fra foredraget.

Michael Rasmussen er ekspert i stress, trivsel og ikke mindst søvn og dens betydning for sundhed og trivsel. Hans mission er at få danskerne til at sove bedre. Michael Rasmussen er medforfatter til bogen “Sov godt hele natten”, og tilknyttet Stresstænketanken og Center for Stress og Trivsel.

Fakta om søvn

- I den danske befolkning sover 1/3 for lidt, 1/3 sover passende, og 1/3 sover for meget
- Det er individuelt, hvor meget søvn man har behov for, men under 6 timer eller over 9 timer medfører radikalt dårligere helbred
- Find en passende søvn mængde, hvor du føler dig udhvilet næste dag
- Kvinder har mere brug for søvn end mænd
- Søvn genopbygger kroppen og hjernen. Søvn påvirker derfor vores humør, koncentration og ydeevne
- Dårlig søvn øger risikoen for stress, fedme og sygdomme som diabetes, depression, visse kræftformer og hjertekarsygdomme.

Gode råd til at sove godt

- Sov i en god seng i et køligt værelse med frisk luft, hvor du kan undgå lys og lyde
- Brug mørklægningsgardin
- Undgå koffeinholdige drikke, store måltider, tobak og alkohol timerne før sovetid
- En fast søvnrytme med fast sovetid kan være godt
- Fysisk aktivitet kan være med til at opnå en bedre søvn men undgå fysisk aktivitet 2 timer inden sengetid
- Gear langsomt ned om aftenen og lad være med at besvare mails, sms'er og se fjernsyn i soveværelset
- Stå op hvis du ikke kan sove
- Hav evt. papir og blyant ved sengen, så evt. tankemylder kan skrives ned og lægges væk
- Undgå sovemedicin. Det virker kun i en kort periode og er vanedannende.

Dyrk din mentale sundhed Dyrk din mentale sundhed - grobunden for det gode liv.

Sidst opdateret 31. maj 2017

Kontakt

Sundhedsstrategisk enhed

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

E-mail: sundhed@furesoe.dk


Find Sundhedsstrategisk Enhed på Krak